Ønsker I at supplere Jeres ophold hos os med uforglemmelige oplevelser kan vi arrangere følgende aktiviteter:
(Tekstkilde: Visit Grønland)
Midnatssolen i Grønland
Solen er en af ​​de mest almindelige ting i livet. Hver dag stiger den op og går ned igen om aftenen hvorved skiftet mellem dag og nat skabes. Men hver sommer nord for polarcirklen, forpurrer midnatssolen denne almindelige opfattelse af tid.
Stærkt, hvidt dagslys bliver til varme glødende nuancer om aftenen, men solen forbliver stadig synlig som om dagen varer evigt. Selvom det måske ikke just var det du kom for at finde, da du kom til Grønland, så vil den indre fred, foryngelse og inspiration, du finder her, være en velkommen overraskelse.
Hvalsafari
Når båden stopper op så er det dags at holde øjne og ører åbne. Sekunder kan føles som minutter hvor man holder vejret i afventen på hvad der skal ske. Men pludselig hører man den tydelige lyd af en hval som ånder ud, der ved havoverfladen og man gør det samme ved det smukke syn af hvalen.
Det er en god ide at holde sig til bådens skipper når man er på hvalsafaritur, da vedkommende har god erfaring med hvor hvalerne er henne og med et skarpt falkeblik er han oftest den første ombord til at se hvalerne.
Uanset om man er på den første eller den femte hvalsafaritur kan det godt virke overvældene at se sådan et fantastisk dyr tæt på. Selvom man kun kan se en mindre del af hvalen, så ved man, at man er meget lille i forhold til hvalen og at mennesket ikke er altafgørende i denne verden.
Kajaksejlads
Kajakken et transport- og fangstredskab, der oprindeligt opstod i Arktis, og som spredtes østover til Grønland med de første bølger af immigranter, der kom til landet for mere end 4.000 år siden.
I Grønland tog vi fartøjet til os og gjorde det til en så central del af hverdagslivets fangstkultur, at kajakken endnu i dag er et af vores stærkeste kulturelle symboler på den tilpasningsevne, der kendetegner os som befolkning.
Fjeldvandring
Grønland er det sidste sted, hvor naturen stadig står stærkest. Det enorme bagland banker bogstaveligt på bagdøren og bymæssig bebyggelse har ikke ødelagt de rene fjeldtinder og blanke søer. Grønlænderne siger ofte at selvom vi bygger vore huse ved siden af naturen – og der er masser af liv i vore byer – så er vore hjerter altid mest lykkelige når vi er udenfor i det fri. Kom til Grønland for at vandre og du vil opleve et land der elsker naturen lige så højt som du gør.
Lystfiskeri
Når fjeldørreden kommer ind i de grønlandske fjorde i juni måned er vi godt klar over, at lystfiskeren for længst har planlagt sin rejse, klargjort fluestængerne og pakket sit fiskegrej. Vi ved det, for de banker utålmodigt på døren i juli måned, så snart fiskene i stort antal trækker op i elvene for at reproducere.
Snart begynder en kort, intensiv sæson, hvor fjeldørrederne med kraftfulde vrid og lange løb trækker rundt med fiskerne i en duel, der udfordrer begge parter, og som ikke er uden sammenligning med den kamp, som atlanterhavslaksen kan diske op med.
Nordlys
For de fleste natfotografer, der kommer til Grønland, er nordlyset nattens åbenlyse trækplaster, især på breddegraderne omkring polarcirkelen ved Tasiilaq, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut og Kangerlussuaq. Men mørket indeholder også en lang række andre oplevelser, både naturmæssige og fotografiske, der giver nordlyset perspektiv og dynamik.
Stjernerne, mælkevejen og forsigtigt aftegnede landskaber er alle en del af nattens oplevelser, og billeder af nordlys er i sidste ende et landskabsbillede med fjelde, et hav, en by eller andre landskabselementer placeret i en verden, hvor stjernerne og nordlyset regerer.
Så selvom de små elektrisk ladede partikler, der tumler ind i jordens øvre atmosfære, ofte stjæler showet og giver en ekstra wauw-dimension til oplevelsen, er det tydeligt, at nordlysbilleder uden kontekst, uden landskab og uden ramme har det med at blive mindre spændende fortællinger.
Hundeslædekørsel
Hundeslædekørsel er uden tvivl den klassiske måde at opleve den arktiske natur på, men hvad den intetanende gæst ikke ved og som er en helt unik ting ved slædekørsel i Grønland, er at man får en stor dosis af den grønlandske kultur med på turen.
Hundeslædekørsel understøtter beretningen om, hvordan grønlænderne tilpasser sig det hårdføre miljø, som omgiver dem. I modsætning til andre arktiske steder, så er hundeslædekørsel i Grønland en livsform, frivilligt valgt, hvis ikke af nødvendighed. At bo i, og af naturen, er et helt centralt punkt i den grønlandske identitet, så derfor når du er tæt på naturen, er du også tæt på den grønlandske kultur.
Skiløb
Der er hverken lift, snescootere eller helikopter til at bringe dig til toppen, kun dine egne ben – og en god guide. Men belønningen kan nemt stå mål med strabadserne, når man har hele turen fra stranden til toppen til at stifte et indgående bekendtskab med landskabet og udsigten.
Aasiaat Gæstehjem - 3950 Aasiaat - Tlf. +299 89 22 33 Fax +299 89 22 32